Anmeldelse af
Entwined - Always together, forever apart

Spil
   13. juni 2014  Errol246

Entwined var en af Sony's helt store overraskelser til deres E3 konference, da det hidtil ukendte spil uden varsel blev sluppet løs på Playstation Store på internationalt plan. Entwined har altså været tilgængeligt til køb siden i mandags, men er spillet stort nok i sig selv til at bære presset fra alle de spilhungrende E3 fans?

Stort i omfang kan man i hvert fald ikke sige, det er, for fra da jeg købte det tirsdag aften gik der knap 2-3 timer, inden jeg var færdig med, hvad spillet kalder sit "story mode", men det gør ikke så meget, for hvad spillet mangler i størrelse kompenserer det for i ambition og sjæl. Entwined er nemlig en af de nye såkaldte "kunsteriske" spil, som Sony, dog med temmelig jævne mellemrum, har spyttet ud de seneste år til PS3 gennem det ambitiøse indie studie thatgamecompany, der har forsynet os med hjertevarme spiljuveler såsom flOw, Flower, og ikke mindst deres super populære mesterværk, Journey. Entwined skiller sig dog ud fra disse spil ved at udfordre spillerne mere rent teknisk til fordel for et spil såsom Flower, der har den æstetiske oplevelse i centrum.

Entwined handler om en blå fisk og en rød fugl, der er forelskede i hinanden, men som i følge spiludviklerne "ikke kan få hinanden" af en eller anden årsag. Historien, hvis man da vel og mærke kan sige, at der er en konkret historie, fortælles aldrig gennem custcener eller voiceover, og der er ingen narration. Visuelt er spillet et kunstværk i sig selv med flotte, abstrakte farvebilleder der akkompagneres af velkomponeret new age musik, der henholdsvis skifter fra at være storslået til dybt afslappende.

Gameplayet er simpelt og går ud på at styre de to skabninger ind i nogle farverige flager, der kommer løbende mod dig i en konstant strøm. Udfordringen ligger i, at de to skabninger styres hver for sig med henholdsvis højre og venstre analogstick, og når der kommer mange flager på begge sider, der ligger forskudt af hinanden, bevæger sig og skifter form, kommer ens reaktionsevne virkelig på overarbejde. I intervallerne imellem skal du samle nogle små, glimtrende bolde op, der langsomt udfylder et meter øverst på skærmen. Når det meter er fyldt ud, bliver du bedt om at holde L1 og R1 nede, og i samme øjeblik bliver musikken mere intens, flagerne kommer imod dig i højere fart, og da er det din opgave at blive ved med at ramme flagerne, indtil de to skabninger til sidst smelter sammen til én, eller "fletter sammen". Hele konceptet med at flette sammen er en allegori for en gammel zen buddhistisk påstand om, at alt er ét med hinanden, og det fremkalder en følelse af velvære, jeg sjældent har set mage til i videospil.

Det eneste negative, jeg reelt kan sige om spillet er, at det føles absurd kort selv i forhold til dets relativt lave pris. Der følger dog et ekstra "challenge mode" med, som spillere kan mæske sig med, hvis man ikke kan få nok af gameplaystilen, men personligt finder jeg ikke gameplayet tilfredstillende nok uden den sidste del, hvor de flettes sammen til én, hvilket jo er hele formålet med spillets poetiske og spirituelle budskab, og derfor kan jeg nogen gange have en følelse af, at jeg ikke har fået helt så meget for pengene trods den lave pris.

Entwined er en éner i videospilsgenren, der efter min egen ydmyge holdning næsten slår selv thatgamecompany's evne til at berolige og gennemtrænge spilleren med en fornemmelse af dyb fred. Kombinationen af kunst, musik og filosofi gør Entwined til et stykke virtuel poesi, som videospilsgenren i den grad har manglet lige siden industriens tilblivelse, og derfor er det efter min mening hundrede procent de 69 kroner værd, det koster at støtte de videspilsudviklere, der aktivt tager del i at gør en forskel i en ellers ensformig, grum og tilsyneladende endeløs strøm af voldelige spil, selv på trods af dets mangler.


 Hør VibeFM
 Se LIVE via YouTube

VibeFM Mobile Pay MyShop MobilePay Send dit støttebidrag til 70501

iTunes Apple iOS AppStore Google Play Android Butik



AutoDele24.DK