Greven takker af efter 4 år i Hobro Handel

VibeFM
   17. januar 2016

Søren Greve trækker sig som formand, efter 4 gode år i Hobro Handel.

Det skriver han selv i en pressemeddelelse:

Ved nytårstid er vi alle igennem en evaluering af året der gik, og forventninger til året der kommer.

Jeg har nu med stor glæde gennem 4 år bestridt posten som Formand for Hobro Handel ved siden af mit job hos WOODS – REN SERVICE & Festshop.dk. Min store politiske interesse udmøntede sig for 2 år siden i valg til Mariagerfjord Byråd, og i det politiske liv er jeg virkelig faldet godt til rette. Der er rigtig mange opgaver, jeg brænder for at tage endnu mere fat på. Efterhånden må jeg dog erkende, at døgnets 24 timer ikke rækker til at være fuldt til stede alle steder.

Jeg har derfor med vemod besluttet at meddele bestyrelsen i Hobro Handel, at jeg til næste generalforsamling vil trække mig tilbage og få fuld fokus på mit civile job og de mange politiske gøremål.

Det har været en utrolig spændende udvikling, jeg og bestyrelserne har sat i gang i Hobro Handel, og jeg ser med stor stolthed tilbage på nogle år, hvor Hobro er blevet markedsført som aldrig før.

Vi har været innovative i forhold til foreningens udvikling. Vi har nu et Hobrokort med en omsætning over 2 millioner kroner – vi har skabt Mariagerfjord Bonuskort med omsætning på næsten 4 mio. kr. første år, og vi har netop implementeret et nyt internt fordelskort for ansatte, der gør det ekstra attraktivt at være medlem af Hobro Handel og samtidig handle lokalt.

Aktivitetsmæssigt er vi på niveau med meget større byer med meget større budgetter, og vi har hele tiden udviklet nye koncepter med succes. Bl.a. har vi startet et bredt samarbejde med et hav af institutioner i og omkring Hobro, som f.eks. har givet massevis af dekorerede påskeæg i gågadens træer til Påske, og ikke mindst en Halloween-event som resulterede i et kæmpe optog gennem gågaden.

I min periode som formand har det også glædet mig, at det nu er lykkedes de største byer i kommunen at etablere et samarbejde, hvor vi jævnligt mødes henover året. Det er blevet til en masse forskellige tiltag, og sammen med Noget for Livet har vi skabt opmærksomhedsskabende events som Omvendt Betalingsring og Omvendt Grænsehandel – begge koncepter der gav landsdækkende opmærksomhed og flot branding af alle handelsområder i kommunen.

Jeg har alt i alt haft en enorm spændende tid som formand med fuld fokus på udvikling af Hobro Handel, og jeg håber, min efterfølger vil brænde igennem med flere gode og nye initiativer.

Læs flere artikler...

Bliv radiovært

VOID
MANTUA





AutoDele24.DK